Search results

Størstedelen af komplekse ingeniørprojekter møder uventede begivenheder i løbet af deres livscyklus. Politisk modtand, økonomisk turbulens, tekniske problemer, partner-exit, lovændringer, nye krav og tidlig forældelse er typiske 'plan knusere'. Ud over disse ses en række usandsynlige begivenheder, uheld, arkæologiske opdagelser, sjældne naturfænomener og til tider ondsindet sabotage. Sådanne begivenheder er gængse årsager til, at projekter underperformer eller helt fejler. Reelt indfrier de fleste komplekse ingeniørprojekter ikke de forventer, der indledningsvist motiverede dem. Den traditionelle løsning på det problem er stadig mere sofistikeret forudgående analyse og planlægning i forsøget på at minimere projekters risiko såvel som beslutningstageres bias. Der er dog intet der tyder på, at disse tiltag har elimineret uventede begivenheder eller deres indflydelse på projekters performance. Selvom uventede begivenheder er individuelt usandsynlige, forekommer de, set under ét, med bemærkelsesværdig pålidelighed. Det placerer projektledelse af komplekse projekter i et dilemma. På den ene side er kravet om at beslutningstagere skal 'have ret i', hvordan fremtiden bliver uopnåeligt i lyset af vedblivende uventede begivenheder. På den anden side er blind tillid til held uacceptabelt, i lyset af de ofte høje indsatser. Fra et resiliensperspektiv udforsker afhandlingen et alternativ til fremsyn og held. Afhandlingen handler om de egenskaber, der tillader komplekse ingeniørprojekter at modstå eller overkomme uventede begivenheder, uden nødvendigheden af at forudse dem. Emnet for afhandlingen er således 'succesfulde fejltagelser', dvs. projekter der 'tager fejl, men uden at fejle'. Målet for afhandlingen er at udvide resiliensteori til komplekse ingeniørprojekter, og herigennem at udforske ikke-prædiktive løsninger på projektplanlægning, prioritering og implementering. Afhandlingen er fokuseret på tre gennemgående forskningsspørgsmål: FS1: Hvad adskiller resiliente fra skrøbelige systemer, og hvilke implikationer har det for ledelsen af komplekse ingeniørprojekter? FS2: Hvorfor fejler nogle komplekse ingeniørprojekter, mens andre lykkedes, på trods, eller endog på grund af, uventede begivenheder? FS3: Hvordan kan komplekse ingeniørprojekter opbygge resiliens overfor uventede begivenheder? De tre spørgsmål er udforsket via forskningslitteraturen, gennem historiske og løbende case studier af komplekse projekter samt interviews med erfarne projektledere. Som svar på de første forskningsspørgsmål (FS1), udvider afhandlingen resiliens-teori til projektledelse af komplekse ingeniørprojekter. Dermed udfordrer afhandlingen en central antagelse i traditionel projektledelse; at information går forud for handling. Den antagelse holder ikke I størstedelen af komplekse ingeniørprojekter. Modsat fremkommer de vigtigste informationer typisk gennem implementering og drift, snarere end gennem forudgående analyse og planlægning. I realiteten går handling således ofte forud for information, hvormed implementering og drift bliver den primære informations-producerende proces i komplekse projekter. Paradoksalt nok er minimumskravet for at kende udfaldet af de fleste komplekse ingeniørprojekter derfor, at de implementeres i praksis. Fra et resiliensperspektiv skifter problemet således karakter; fra utilstrækkeligt fremsyn til uerkendt uvidenhed. Også løsningen skifter karakter fra bedre fremsyn til generel forberedelse. Som alternativ til fremsyn og held indkredser en udvidet resiliensteori således et ikke-prædiktivt projektledelses-paradigme, og foreslår, at nogle projekter har egenskaber, der tillader dem at modstå og overkomme uventede begivenheder, uden behov for at forudse dem. Den indsigt skifter vægten af projektledelsesforskningen fra projekter, der enten 'fik ret og var succesfulde' og 'tog fejl og fejlede', mod projekter der 'tog fejl, men uden at fejle'. Som svar på det andet forskningsspørgsmål (FS2) udforsker afhandlingen forholdet mellem uventede begivenheder og projekters performance gennem studier af en bred vifte af projekter. Afhandlingen konkluderer, at uventede begivenheder er årsag til, at projekter fejler, når interessenter ikke længere foretrækkes frem for fravalgte alternativer. Omvendt lykkedes projekter på trods, eller på grund af, uventede beginheder, når de beholder eller genvinder deres overlegenhed, over fravalgte alternativer, i interessenternes øjne. Derned udvikler afhandlingen et offeromkostningsperspektiv på projektperformance. På den baggrund identificerer afhandlingen en række egenskaber for 'resiliente projekter', der er i stand til at lykkedes på trods-, eller endog på grund, af uventede begivenheder. Omvendt identificeres egenskaber for 'skrøbelige projekter', der er afhængige af, at planlæggere 'har ret i' hvad fremtiden bringer, eller blot heldige. Ulig traditionel projektledelse, hvor vægten lægges på planer og planlæggere, placerer afhandlingen hovedvægten på komplekse projekters egenskaber. Som svar på det tredje forskningsspørgsmål (FS3) foreskriver afhandlingen sokratisk ydmyghed over for fremtiden kombineret med 'forsigtig handling'. Fra et resiliensperspektiv lægges vægten således på handling snarere end på information, og dermed på hvad vi gør snarere end på hvad vi ved. I det lys ses skrøbelige projekters egenskaber som diagnostiske markører; varselstegn på succesafhængighed af fremsyn og held. Omvendt udgør resiliente projekters egenskaber en menu af muligheder for at opbygge projektresiliens. På den baggrund udvikler afhandlingen en række praktiske forslag til at opbygge projektresiliens, og diskuterer konsekvenser for projektplanlægning, udvælgelse og implementering. Afhandlingen udvikler seks primære videnbidrag (B) til projektledelse af komplekse ingeniørprojekter; to svarende til hvert forskningsspørgsmål. Som svar på FS1 udvikler afhandlingen en model for at analysere resiliens og skrøbelighed (B1) samt en typologi over resiliente systemer på tværs af discipliner og anvendelsesområder (B2). Som svar på FS2 udvikler afhandlingen et offeromkostningsperspektiv på projektperformance (B3), og identificerer egenskaber for projekter, der kan lykkedes på trods, eller på grund af, uventede begivenheder (B4). Endelig, som svar på FS3 identificerer afhandlingen en menu af tilgange til ledelse af komplekse projekter (B5), og foreslår egenskaber for mål, midler og omstændigheder som et samlende mulighedsrum for at opbygge projektresiliens mod uventede begivenheder (B6). I sin helhed bidrager afhandlingen med et alternativt perspektiv på både problemet og løsningen på komplekse ingeniørprojekters lave succesrate, og rejser nye spørgsmål til projektplanlægning, udvælgelse og implementering. Afhandlingen lægger vægt på forberedelse frem for forudsigelse og på handling frem for information. Det centrale budskab i afhandlingen er, at vi ikke behøver at kende fremtiden for at handle klogt, men at foregive at kende fremtiden uden at gøre det, får os til at handle uklogt. ; Most complex engineering projects encounter unexpected events sometime in their life cycle. Effective opposition, economic turbulence, technical problems, partner pull-out, legislative change, new requirements, and early obsolescence are typical 'plan breakers'. Adding to these are a plethora of oddball happenings, freak accidents, archaeological discoveries, rare natural phenomena, and sometimes malicious sabotage. Such events are common causes of underperformance or failure. Indeed, most complex engineering projects fail to meet the expectations that motivated them. The traditional solution to this problem has been increasingly sophisticated up-front analysis and planning aimed at 'de-risking' projects and 'de-biasing' planners. There is little evidence, however, that these efforts have eliminated unexpected events, nor their impact on project performance. While individually unlikely, collectively, unexpected events occur with surprising regularity. This places project management at the horns of a dilemma. On the one hand, the requirement that planners must 'be right' about the future for projects succeed seems unattainable, in light of persistent unexpected events. On the other, relying on blind luck seems unacceptable in light of the high stakes involved. Through the lens of resilient systems theory, this thesis explores an alternative to foresight and luck. This thesis is about the properties allowing some complex engineering projects to resist and recover from unexpected events, without the need to foresee them. Thus, the subject of this thesis is 'successful failures', i.e. projects that are 'wrong, but not failed'. The aim of the thesis is to extend resilient systems theory to complex engineering projects, and, through this lens, explore non-anticipatory solutions to the problem of project planning, selection, and implementation. The investigation is guided by three overarching research questions: RQ1: What distinguishes resilient from brittle systems, and what are the implications for complex engineering project management? RQ2: Why do some complex engineering projects fail, while others succeed, despite, or even because of, unexpected events? RQ3: How can complex engineering projects build resilience to unexpected events? The three questions are investigated through the literature, retrospective and longitudinal case studies of complex projects, and interviews with experienced project managers. In answer to the first question (RQ1), the thesis extends resilient systems theory to complex engineering project management. In doing so, the thesis challenges a paradigmatic assumption of traditional project management; that information precedes action. In most complex systems, this assumption does not hold. Rather, the most critical information typically surfaces through implementation and operation – not up-front analysis and planning. In actuality, action often precedes information. Indeed, action is often a prerequisite for dislodging information. This makes implementation and operation the primary information-producing processes. Paradoxically, the minimum requirement for learning the outcome of most complex engineering projects, is to implement them. Through the lens of resilience theory, the problem of unexpected events is thus reframed from one of inaccurate foresight to one of unrecognised ignorance, and the solution from one of improved foresight to one of general preparedness. Offering an alternative to foresight and luck, extended resilience theory delineates a 'non-anticipatory' paradigm of project management. It suggests that some projects have shared properties allowing them to resist and recover from unexpected events, without the need to foresee them. This shifts the emphasis of project management research from projects that are 'right and successful' or 'wrong and failed' to project that are 'wrong, but not failed'. In answer to the second question (RQ2), the thesis investigates the relationship between unexpected events and project performance in a range of real-world projects. The thesis finds that unexpected events cause projects to fail when projects lose superiority over competing alternatives foregone by their implementation, in the eyes of their stakeholders. Conversely, projects succeed despite or because of such events when they retain or regain such superiority. Thus, the thesis develops an essentially 'opportunity cost' view of project performance, finding formal performance criteria neither necessary nor sufficient for project success. On this basis, the thesis identifies a set of shared properties of 'resilient projects' able to succeed despite, or because of, unexpected events. Conversely, the thesis identifies properties of 'brittle projects', dependent on planners 'being right' about the future, or simply lucky. Departing from the traditional emphasis on the quality of plans and planners, these findings emphasise key characteristics of projects themselves. In answer to the third question (RQ3), the thesis prescribes a combination of Socratic humility about the future and an ethos of 'prudent action'. Through the lens of resilience theory, the emphasis of project management falls on action rather than information, i.e. on what we do rather than what we know. In this light, the properties of brittle projects function as diagnostic markers – warning signs of success-dependence on foresight or luck. Conversely, the properties of resilient projects offers a menu of possibilities for building resilience. Based on these, the thesis sets out practical prescriptions for building project resilience and discusses their implications for project planning, selection, and implementation. The thesis makes six main contributes to the knowledge base on complex engineering project management – two corresponding to each research question: In answer to RQ1, the thesis develops a framework for analysing resilience and brittleness (C1), and develops a typology of resilient systems across disciplines and application domains (C2). In answer to RQ2, the thesis develops an opportunity cost view of project performance (C3), and identifies properties distinguishing projects able to succeed despite, or because of, unexpected events from projects which cannot (C4). In answer to RQ3, the thesis identifies a repertoire of approaches to managing uncertain projects across a range of industries and project types (C5), and outlines adaptation, acceptance and positioning as a principal solution space for building resilience to unexpected events (C6). Overall, the thesis provides an alternative perspective on both the problem and the solution consistently poor performance of complex engineering projects, and raises a new set of questions for project planning, selection, and implementation. Prescriptively, the thesis emphasises preparedness over prediction, and prudent action over accurate information. Fundamentally, the message of the thesis is that we do not need to know the future to act wisely, but pretending to know the future when we do not, causes us to act foolishly.